VEDTÆGTER
FOR
MUSEUMSFORENINGEN FOR HØRSHOLM OG OMEGN

§ 1. Navn

Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn.

§ 2. Formål

  • at arbejde for udbredelsen af kendskabet til Hørsholm og omegns historie
  • at støtte Hørsholm Egnsmuseum i dets funktioner med indsamling, indkøb, bevaring og formidling
  • at styrke Hørsholm Egns Museums placering i lokalsamfundet.

§ 3. Medlemmer

Som medlem af Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn kan optages enhver, der betaler kontingent til foreningen.
Medlemsskabet giver gratis adgang til Hørsholm Egns Museum.

§ 4. Bestyrelsen

Museumsforeningen ledes af en bestyrelse.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer.
Bestyrelsens formand vælges for to år ad gangen af generalforsamlingen, jvf. §6.
Bestyrelsens øvrige medlemmer vælges for 4 år ad gangen.
Bestyrelsen skal efter valget på den stiftende generalforsamling ved lodtrækning fastlægge en valgrækkefølge, således, at der hvert år er mindst et bestyrelsesmedlem på valg.
Desuden vælges 1 eller 2 bestyrelsessuppleanter hvert år.
Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig hvert år efter generalforsamlingen med næstformand og kasserer.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen udpeger af sin midte 4 medlemmer til bestyrelsen for Hørsholm Egns Museum.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Bestyrelsen indkaldes mindst fire gange årligt.

§ 5. Tegnings‑ og hæftelsesregler

Foreningen tegnes af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer i forening.
Bestyrelsen kan meddele prokura.
Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med sin formue.
Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor foreningen udover kontingentforpligtelsen.
Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 6. Generalforsamling

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned med følgende dagsorden:

1.      Valg af dirigent

2.      Godkendelse af dagsorden

3.      Aflæggelse af beretning

4.      Forelæggelse af foreningens regnskab til godkendelse og museets regnskab til efterretning

5.      Fastsættelse af kontingent

6.      Forslag fra medlemmer

7.      Valg af formand

8.      Valg til bestyrelsen, inklusive suppleanter

9.      Valg af revisor

10.  Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 30 af foreningens medlemmer skriftligt og med angivelse af forhandlingsemne fremsender begæring herom til bestyrelsen.

Generalforsamlingen skal da finde sted senest 5 uger efter begæringens modtagelse.

Generalforsamlinger indkaldes med angivelse af dagsorden med mindst 3 ugers varsel ved bekendtgørelse i de stedlige dagblade eller ved skriftlig meddelelse til medlemmerne.

Generalforsamlingerne er højeste myndighed i alle foreningens anliggender og er beslutningsdygtige uanset antallet af frem­mødte medlemmer, jvf. dog § 8.

Beslutning træffes ved simpel stemmeflertal og skriftlig afstemning skal finde sted, såfremt mindst 5 af de stemme­berettigede fremmødte medlemmer fremsætter begæring herom.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Forslag, der af foreningens medlemmer ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal fremsendes skriftligt, og være bestyrelsen i hænde senest 14 dage inden afholdelsen.

§ 7. Museumsforeningens regnskabsår

Museumsforenings regnskabsår følger kalenderåret, og generalforsamlingen vælger en revisor til at revidere regnskabet.

§ 8. Vedtægtsændringer

Ændringer i disse vedtægter, herunder beslutning om foreningens ophør, kan kun ske, når 2/3 af foreningens medlemmer stemmer herfor på generalforsamlingen.

Stemmer 2/3 eller en større del af de fremmødte for ændringen, men er dette flertal mindre end 2/3 af antallet af medlemmer, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, jfr. § 6, hvor forslaget kan vedtages eller forkastes med simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte.

§ 9. Ophør

Såfremt Museumsforeningen må ophøre, overgår foreningens formue til Hørsholm Egns Museum.

Noter

Vedtaget på Museumsforeningens stiftende generalforsamling, d.19. November 1996. En mindre ændring i § 4 er vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling d.19. Maj 1999(1).

Ovenstående kopi er skannet af Steen Lichtenberg fra et eksemplar underskrevet d. 4. marts 1997 af dirigenten for ovennævnte stiftende generalforsamling, d.19. November 1996. Der er dog - efter diskussion i bestyrelsen i 2001 - lavet den tekniske detaljeændring, at der er byttet om på rækkefølgen af generalforsamlingens punkt 7 og 8.

---o0o---

(1)"...en bestyrelsessuppleant.." ændret til "...en eller to bestyrelsessuppleanter..."


 Samhandelsbetingelser KLIK HER
 Museumsforeningen For Hørsholm & Omegn  (CVR nr. :29738041)
 Sdr. Jagtvej 2
 2970 Hørsholm
 Tlf. 4586 0711