Brev[1] fra amtmand H. N. Arctander[2], Hillerød,
til grevinde Sybilla Reventlow[3], Brahetrolleborg
(Kommentarer og noter: Jens E. Christiansen, Nivå.)

Friderichsborg d. 18. Sept. 1807.

                 Skjønt nedtrygt af de daglige Krænkelser som denne skrækkelige Catastrophe har foranlediget og med Udsigten til at endnu fleere Redselscener forestaaer vort ulykkelige Fæderneland, saa vil jeg dog ikke opgive det Haab at prøvede Venner ere uforanderlige og derfor skriver jeg dette Brev i Dag til det kiære Trolleborg, overbevist om at Deres Naade og fleere af Deres Venner, som jeg formoder enten ere paa Trolleborg eller dog ved de sædvanlige Poster kan staae i Brevvexling, ønsker Underretning om hvad her er passeret.
                 De Voldsmænd landede den 16de f. M[4]. ved Vedbæk paa Kiøbenhavns Amt fra om Morgenen før Dag og til Kl. 11 Formiddag, da de havde omtrent 8000 Mand af alle slags Trupper og henved 30 Kanoner i Land, og sørgelig var det, at Landet var saa blottet for Militair Magt[5], at man ikke med en 4 á 5000 Mand regulaire Trupper og forholdsmæssig Artillerie kunde have angrebet dem den første Dag, da de alle havde været forlorne; men efter hvad General Peimann[6] sagde mig 2 Dage forud, var det aldeles umuelig at modsætte sig Landgangen, hvilket vist ogsaa enhver Sagkyndig og som kiendte vores Tilstand vilde være eenig i.
                 Kystmillicen[7], hvis Vaaben ere Høegafler[8] og Leer og som vare beordrede til Strandkanterne om dette Amt, bleve efter Aftale med Peimann beordrede at gaae til deres Boeliger og ikke lade sig see med nogen slags Vaaben saasnart Fienden med en overlegen Magt var i Land. Det vilde ogsaa have havt de skrækkeligste Følger for den heele Egn, dersom disse Mennesker som ingen Modstand kunde giøre imod Trupper som til den største Fuldkommenhed vare forsynede med alle Krigsfornødenheder, havde ladet sig see med deres usle Vaaben og dermed udsat sig og alt hvad deres var for Ødelæggelse, ligesom det havde været en Følge, at Sæden som stod paa Marken var bleven ubierget. Om Aftenen begyndte Fienden at udbrede sig, reqvirerede 50 Vogne fra Hirschholms District, som Selmer[9], blottet for al Forsvar, naturligvis maatte afgive, og den følgende Dag var Kjøbenhavn indesluttet saa alle Veie dertil var sperrede.
                 Den 18de om Middagen kom hertil en General v.d. Decken med 150 til 160 Husarer og let Cavallerie som afbevæbnede Hillerød, nemlig bemægtigede sig 70 Geværer og øvrige Armatur og gik Kl. 7 om Aftenen til Friderichsværk efter at Generalen for mig havde erklæret at Stutteriet[10] skulde blive urørt. Ved Friderichsværk havde jeg ventet de havde funden Modstand, men der blev sluttet en Capitulation, hvorefter Fienden kuns tog 4 Kanoner, nogle Geværer og Pistoler og for det øvrige blev Værket[11] urørt; det forekom mig den Gang som vanærende at man ikke forsvarede sig imod et saa lidet Corps, skjønt man vel kunde indsee at dette ingen anden Virkning vilde havt, end at Cavallerie Detaschementet havde trukken sig tilbage og næste Dag kommen med en Forstærkning af 1000 Mand Infanterie og Feldtkanoner, som ikke havde været at modstaae.
                 Den 20de kom her en Commando af 1 Off. og 7 Mand med et Brev, hvori jeg blev i meget høflige Udtryk anmodet om at komme til Hovedqvarteeret[12] og at den medfølgende Commando var til min Escorte; jeg tog derhen tilligemed Stutmester Nielsen, da han taler det engelske Sprog med Færdighed; men den engelske General Lord Cathcart[13] saavelsom de fleeste øvrige Officeerer jeg traf der, talte godt Tysk, saa jeg i den Henseende godt kunde komme tilrette med dem. Man var ellers overmaade artig, kuns hvad der blev mig sagt om de Reqvisitioner som vilde blive fordret af Friderichsborg Amt, var ledsaget med den Trudsel, at naar de ikke bleve presterede, saae man sig nødsaget til at forskaffe sig Nødvendigheder som ikke kunde undværes, med væbnet Haand. Her var altsaa intet andet at giøre end lyde Overmagten og jeg vidste i det Øjeblik ingen bedre Maade at tjene mit Fædreland paa end at sørge for, at Leverancerne skeete efter den billigste[14] Fordeling som muelig og prestertes til de bestemte Tider, for derved at forebygge, at Fjenden ei tog for sig selv, hvilket skeete de første Dage paa Kiøbenhavns Amt, og hvorved 3 til 4 Sogne ere ødelagte[15]. Det er ogsaa det eeneste jeg kunde søge Trøst i, nemlig at enhver Mand paa dette Amt har faaet sin Sæd bierget uden at være berøvet et Straae, eller nogen Excesser[16] ere begaaede som fortiener at nævnes; men hvad kan trøste os som Danske efter at være saa forrædersk overfaldte og saa ydmygede. Til forrige Uges Udgang er af det samlede Friderichsborg Amt leveret Rug 164 Tdr., Havre 1717 Tdr., Høe 474 Læs, Halm 198 Læs, Brænde 836 Vogne og til Kiørseler ved Armeen har været reqvireret 494 Vogne, som har forrettet 3528 Døgns Kiørsel.
                 For det øvrige har Amtet havt betydelige Kiørseler med Geværer fra Hammermøllen, med Krud fra Friderichsværk og nogle Leverancer til Kronborg[17]. Krudtransporten løb til Slutning uheldig af, da en 50 Vogne faldt i Fiendens Hænder og henved 80 Vogne bleve indelukte i Kiøbenhavn, hvormed var for det meste Gaardemændene selv, hvilket næsten daglig bragte mig Konernes Jamren med utallige andre Klager.
                 Det under General Carstenskiold samlede Landeværns[18] Skjebne[19] er vel noksom bekiendt; vi smigrede os her nogle Dage med det Haab at denne Armee kunde have giort Fjenden en betydelig Diversion[20], uagtet naar ikke eens ivrige Ønsker havde forledet, maatte man have ventet hvad som skeete. Indtil Natten imellem den 4 og 5te d. M. da vi saae den skrækkelige Brand i Kiøbenhavn, haabede vi saa trygt paa at Kiøbenhavn skulde holde sig saa længe til Fienden blev kied af at være her længere; men da jeg hørte Bombardementet havde en saa frygtelig Virkning, ansaae jeg det for umuelig at Staden holdt sig længere; thi med en saa ringe Besætning af virkelig Militair overgik det den menneskelige Natur, at Borgerne skulde kunde stride og forsvare sig mod Fienden paa Volden naar deres Huuse, Ejendom, Koner og Børn ødelagtes bag dem, og Kiøbenhavn har opoffret meget for Fædernelandets Ære.
                 Jeg var i Onsdags 8te Dage[21] i Kiøbenhavn. Gud hvilken sørgelig Stemning, man var forbittret eller dybt nedslagen og alle ængstede sig over det som endnu kunde følge. Endnu i Dag har man sagt mig at intet levnes paa Holmene[22], og med en utroelig Hurtighed drives Skibenes Tiltakling. Intet Folk er nogensinde overfaldet i saa værgeløs en Tilstand i Forhold til Angrebet, og tillige saa uvidende om hvad der forestod; Gud see i Naade til det arme Dannemark.
Hvad jeg i 3 Uger udstod Dag og Nat af uafladelige Arbeyder og Krænkelser af Mennesker deels rasende og voldsomme, deels forsagte, alle klagende, som vilde have sine Fordringer fyldestgiorte, og sielden traf man den sunde Menneske Forstand, kan jeg ikke beskrive, og ofte giorde jeg det alvorlige Ønske, gid det var din høyeste Pligt at staae mod Fiendens Kugler, dog havde jeg i Stutmester Nielsen, Amtsforvalter Kynde og ogsaa i Selmer, da den første Raptus[23] var forgaaet ham, deeltagende Venner.
                 Major Recke som Commandeur af en Landeværns Battaillon paa Kronborg spildte der en hæderlig Rulle, thi uden ham havde der været en fuldkommen Insurection[24]. Fra den 12. Aug. til 8. Sept. som den Tid, jeg var udelukket fra al Forbindelse med vores retmæssige Regiering holdt jeg nøyagtig en Dagbog over hvad her passerede og deraf har jeg sendt Rentekammeret og Cancelliet en Afskrift, men da denne maaske ikke saa hastig kommer Hs. Excellence Grev Reventlow for Øynene, saa har jeg ogsaa i den Hensigt her fortalt det i denne Egn passerede temmelig fuldstændig for om Deres Naade vilde sende ham Brevet.
                 Jeg tænker daglig paa Gr. Schimmelmann[25] og Gr. Reventlow, thi jeg føler hvad disse Dannemarks troe Mænd maae lide i deres Hjerter. I Kiøbenhavn en man noget bekymret over at man intet har hørt fra Kron Prinsen, siden han fik Efterretning om den ulykkelige Capitulation. - - -[26]

[1]   Brevet er gengivet efter: ”Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds i Tidsrummet 1770 – 1827” ved Louis Bobé, 6. bind, s. 471 – 475. København 1903.

[2]   Hans Nicolai Arctander (1757 – 1837) var født i Norge. Han fik en uddannelse som officer og landmåler. I 1785 blev han landinspektør i Kronborg Amt, og her fik han ideen til og fremsatte forslag om tørlægning af Søborg Sø, syd for Gilleleje, et projekt der blev gennemført 1794 – 99. I 1805 blev han amtmand i Frederiksborg Amt. Han var højt agtet af amtets beboere og højt værdsat af centralstyret, hvilket kom til udtryk ved, at han blev tilstået en pension, der var lige så stor som hans amtmandsgage, da han i 1826 p.g.a. svagelighed måtte trække sig tilbage.

[3]   Grevinde (Anna) Sybilla Reventlow (1753 – 1828) var enke efter grev Johan Ludvig Reventlow (1751 – 1801) til Brahetrolleborg, nordøst for Fåborg. Han var yngre bror til gehejmestatsminister, grev Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748 – 1827). Som det fremgår, er brevet også tiltænkt denne. Han må på dette tidspunkt have opholdt sig på et af sine godser (Pederstrup eller Kristianssæde) på Lolland.       Når Arctander ikke skriver direkte til C.D.F. Reventlow, hænger det sammen med, at englænderne efter slaget ved Køge (se note 19) havde indført skærpet bevogtning af Storstrømmen for at forhindre enhver trafik mellem Sjælland og øerne syd herfor. Arctander kan så have håbet på, at brevet ville nå frem til Reventlow via Fyn og Langeland. Men kronprinsen havde på det strengeste forbudt enhver forsendelse af breve og pakker fra Fyn og Langeland til Sjælland, Lolland og Falster, men ikke i modsat retning. Forbudet var sandsynligvis indført for at forhindre, at der tilgik englænderne oplysninger om de overførsler af danske soldater fra Jylland, Slesvig og Holsten, der på dette tidspunkt var begyndt, i første omgang til Lolland. Måske har Arctander ikke kendt til dette forbud, eller også har han håbet på, at et brev fra grevinde Reventlow til hendes svoger trods alt ville blive undtaget fra det. Det er ikke fundet oplyst om C.D.F. Reventlow i det hele taget modtog brevet og i givet fald hvornår.

[4]   Forrige måned.

[5]   Hærens hovedstyrke havde siden 1806 været stationeret i Holsten for at forsvare landet mod et eventuelt angreb fra syd. Som ’højstkommanderende’ opholdt kronprinsen (Frederik d. 6.) sig også her.

[6]   General Ernst Peymann (1737 – 1823) var ingeniørsoldat og havde ikke i mange år haft med føring af tropper at gøre. Alligevel fik han her, da han var 70 år gammel, af kronprinsen overdraget ansvaret for Københavns forsvar.

[7]   Kystmilicen eller kystmilitsen: Forsvarskorps, oprindelig bestående af frivillige. Således blev der i 1804 givet tilladelse til, at der i Hirschholms, Frederiksborg og Kronborg amter kunne oprettes en sådan frivillig kystmilits blandt de 3456 mand i de tre amter, der ikke stod i anden tjeneste, f.eks. landeværnet, var mellem 21 og 50 år og som ikke boede over 2 mil (ca. 15 km) fra kysten. Øverste chef var amtmanden.
Militsen skulle overvåge kysterne, rapportere fjendens bevægelser og forsøge at forhindre mindre, fjendtlige styrkes landgang og plyndringer. Som det også fremgår af brevet, var bevæbningen imidlertid ikke imponerende.
I februar 1808 blev tjeneste i kystmilitsen gjort pligtig.

[8]   Høegaffel: høtyv, fork.

[9]   Amtsforvalter Frederik Christian Selmer (1762 -1843). Uddannet som landinspektør og kaptajn blev han i 1797 konstitueret som amtsforvalter for Hørsholm distrikt og var fast ansat i stillingen 1805 – 21.

[10]   Der må være tale om stutteriet, hvor de berømte frederiksborgheste blev opdrættet.

[11]   dvs. krudtværket, anlagt i slutningen af 1750’erne.

[12]   Det engelske hovedkvarter lå i Hellerup.

[13]   General, lord William Shaw Cathcart (1755 – 1843) var øverste leder af den engelske ekspeditionsstyrke.

[14]   Rimelige, fornuftige.

[15]   Oplysningen er ikke fundet bekræftet i andre kilder. Det kan være ét af enhver krigs uundgåelige rygter.

[16]   exces: overgreb, udskejelse.

[17]   Disse transporter fandt sted kort før og samtidig med den engelske landgang.

[18]   Landeværnet var blevet oprettet i 1801 i forbindelse med det første engelske angreb. I forordningen om dets oprettelse var det anført, at de, der gjorde tjeneste i værnet, skulle ”ene og alen opfylde den Pligt at bidrage til at forsvare den Provins, hvori de bo og opholde sig, imod fjendtlig Vold.” Til landeværnet blev udskrevet alle mænd mellem 30 og 45 år, der havde gjort tjeneste i hæren. Deres mundering var gennemgående ringe, både hvad angik uniform og våben. Landeværnet blev opløst i 1808.

[19]   Der hentydes til det ulyksalige slag ved Køge den 29. august. Her mødte en utrænet og dårligt udrustet landeværnsstyrke fra Sydsjælland, Falster, Lolland og Møn – hvilket jo reelt var i modstrid med forordningen om landeværnet – med de veltrænede og veludrustede engelske soldater. Som også Arctander antyder, var kampens resultat givet på forhånd. Det siges, at landeværnssoldaterne smed deres træsko for at kunne komme hurtigere væk, og en nedgørende eftertid har derfor hånligt kaldt det ’træskoslaget’.

[20]   Afledningsmanøvre.

[21]   dvs. d. 9.september.

[22]   Flådens Leje eller Holmen, som området i dag kaldes.

[23]   Raptus: uligevægtighed, ophidselse. Det er ikke klart, hvad Arctander sigter til.

[24]   Insurection = insurrektion: oprør, væbnet opstand. Det er ikke fundet oplyst, hvad Arctander hentyder til.

[25]   Ernst Schimmelmann (1747 – 1831), greve. I denne periode finansminister og medlem ag gehejmestatsrådet. Udenrigsminister 1824-31.

[26]   Brevet i Bobés gengivelse er hverken forsynet med modtager eller afsender. Om de tre streger sidst i gengivelsen betyder, at noget, måske af mere privat karakter, er udeladt, vides ikke.